ADRESSE: Engvej 1
MIN ÅBNINGSTID ER:
Mandag: 6.30-16.15
Tirsdag: 6.30-16.15
Onsdag: 6.30-16.15
Torsdag: 6.30-16.15
Fredag: 6.30-15.30/15.00
JEG HAR FØLGENDE HUSDYR: Akvarium med fisk
Min hverdag med børnene
Alsidig personlig udvikling:
Først og fremmest er det vigtigt for mig, at børnene får et godt selvværd. Når de føler sig trygge og har et godt selvværd, har de lettere ved at lære og lettere ved at knytte relationer. Jeg hjælper børnene til et bedre selvværd ved at se dem og anerkende dem for det de er, og det de gør. Jeg hjælper dem med at se hinanden og være gode venner.
Social udvikling:
Jeg lærer børnene om deres egne og andre menneskers følelser og humør bl.a. ved at kigge på forskellige billeder, der viser dette. Det er vigtigt, at børnene lærer deres egne følelser at kende og efterhånden også kan se, hvis et andet barn er glad, ked af det eller gal, så det kan agere ud fra dette.
Jeg øver med børnene, at tingene går på tur, så de lærer at vente, men også lærer at hjælpe hinanden og samarbejde. På den måde får de nogle gode relationer. Jeg bruger meget massageremser, hvor vi laver det på hinanden. Jeg oplever, at det giver børnene en stor omsorg for hinanden.
Kommunikation og sprog:
Jeg bruger en del Tegn til tale. Det er et godt supplement til talen. Der kommer hurtigt en forståelse af, hvad barnet ønsker, og barnet bliver hørt og anerkendt, selv om det ikke har noget tydeligt verbalt sprog endnu. Ud over dette, snakker jeg meget med børnene om, hvad vi ser, hører og føler. Vi synger meget og laver lidt remser.
Jeg har tit ord hængende, så børnene også lærer at genkende det skrevne sprog. Ud over det ligger der bøger fremme, som vi læser flere af hver dag.
Science
Allerede tidligt begynder vi at tælle. Vi tæller bl.a. når vi skal hoppe ned eller løbe hen og sparke til en bold. Jeg har flere spil med former, som vi øver med, men vi finder også forskellige former i huset eller ude i naturen. I naturen finder vi forskellige ting og dyr. Vi bruger vores forstørrelsesglas, så vi bedre kan se det forskellige. Vi udforsker også de forskellige ting. Bl.a. fryser vi vand og bagefter ser det smelte, eller vi slukker lyset og tænder en lygte.
Vi er meget ude og går en gang imellem ture i nærmiljøet, for at se naturen skifte efter årstiden og mærke de forskellige årstiders vejrforhold på kroppen (varme, kulde, vind mm.). Vi ser og bliver optaget af de forskellige fugle/dyreliv og hvad bønderne laver ude på markerne.